Fagbevægelsens Hovedorganisation: En bygning vi rejser

Fagbevægelsens Hovedorganisation blev på nationalt niveau etableret den 1. januar 2019 for at samle alle danske lønmodtagere i et fagligt fællesskab. Nu er turen kommet til det lokale og regionale niveau. Den nye hovedorganisation er kommet godt fra start med fælles velfærdspolitik og trepartsaftaler under coronaen. Nu skal den udfoldes lokalt og tiden vil vise om den er blevet for bred til at kunne bevare sin kampstyrke eller om bredden kan omsættes i fornyet styrke

Siden FTF blev etableret i 1952, har der været ambitioner om at samle danske lønmodtagere i en hovedorganisation. Fra slutningen af 2015 tog det fart, og den 13. april 2018 blev fusionen mellem LO og FTF vedtaget. Jeg var i dette afsluttende forløb som Organisations- og udviklingschef i LO meget aktiv, og vil i det følgende give mit bud på den historiske sammenhæng og de videre perspektiver. 

FTF, der oprindeligt hed Fællesrådet for Danske Tjenestemands- og Funktionærorganisationer, blev i høj grad etableret for at sikre tjenestemænd og funktionærer en politisk uafhængig organisation med vægt på deres professioner og understøttende deres roller som tjenestemænd og funktionærer. Det stod i kontrast til Landsorganisationen i Danmark (LO) der blev grundlagt som i 1898 som en regulær kamporganisation.  

LO kæmpede som en del af den traditionelle arbejderbevægelse – bestående af fagbevægelse, Socialdemokratiet og kooperationen – med strejker, blokader og forhandlinger for lønmodtagernes rettigheder og vilkår på arbejdsmarkedet og med politisk agitation og samarbejde med Socialdemokratiet for deres sociale og politiske rettigheder. Kampmidlerne har således fra starten været både overenskomster, strejker og politisk aktivisme. LO var dermed grundlæggende politisk, hvilket stod i kontrast til FTF’s mere professionsrettede fokus.  

Men over tid mindskedes forskellene. På denne ene side løsnedes de interne bånd i den traditionelle arbejderbevægelse. Siden 80-erne voksede en stigende erkendelse i fagbevægelsen frem af, at man skulle samarbejde med alle partier, og at medlemmerne ikke automatisk vil støtte Socialdemokratiet. Det ledte til, at LO’s kongres i 1995 kappede de formelle bånd, selv om der fortsat var og er betydeligt samarbejde – ikke mindst på grund af det fortsatte betydelige værdifællesskab.  

På den anden side blev FTF med tiden mere politisk, især efter Bente Sorgenfrey tog roret i 2006. Samtidig ændredes arbejdsmarkedet og uddannelserne fik større overlap. Så styrket samarbejde var i stigende grad uomgængeligt. 

Dermed var banen kridtet op for endnu en tilnærmelse, og i 2012 indledte FTF og LO et parløb med det formål at fusionere organisationerne inden 2020. Under overskriften ”2020-projektet” indledtes en række samarbejdsprojekter som fælles EU-kontor, fælles Folkemøde og fælles folketingsvalgkamp. Alle med det formål at afsøge mulighederne for at gå fuldt sammen. Ademikerne (paraplyorganisation for de faglige organisationer der organiserer akademisk uddannede i Danmark) var med i det fælles EU-kontor, men ønskede ellers ikke at gå den fælles vej. 

I november 2015 holdt LO og FTF kongresser. Nu var man klar til at slå de sidste søm i eller lægge projektet på hylden. Der blev vedtaget en køreplan, der afsatte en 2-årig periode til at afklare ”grundlaget for en eventuel ny hovedorganisation”, som det så nydeligt hed. Herefter skulle det være knald eller fald.

Lizette Risgaard stod som nyvalgt formand for LO sammen med Bente Sorgenfrey i spidsen for dette afsluttende forløb, ligesom det allerede på det tidspunkt stod klart, at hun ville blive formand for den ”eventuelle nye hovedorganisation”.  

De næste to år fortsatte samarbejdsprojekterne i 2020-projektet, og der blev sten for sten bygget et fundament for en ny fælles hovedorganisation. Målet var at skabe en fælles organisation for danske lønmodtagerorganisationer på tværs af brancher, sektorer og uddannelser. Den skulle sikre lønmodtagernes organisatoriske sammenhold og politiske styrke netop ved at favne bredt. Politisk var det en pointe, at samle både offentlige og private, så man nationalt og lokalt kunne tale med fælles stemme og fastholde en fælles fokus på, at den private og den offentlige sektor er hinandens forudsætninger i et samfund, der som det danske satser på høj tryghed, høj lighed og høj velstand. 

Fredag den 13. april 2018 holdt FTF og LO ekstraordinære kongresser, hvor de besluttede grundlaget for det, der efterfølgende blev døbt Fagbevægelsens Hovedorganisation.

En del af den oprindelige fusionsaftale var, at der inden 1. januar 2021 skal etableres en ny lokal struktur i FH. Det er således netop nu i disse måneder og frem mod årsskiftet, der etableres et fælles grundlag for de nye lokale enheder, og at de lokalt skal finde sammen. Det er en vigtig proces, fordi for mange af de store forbund både fra LO og FTF er det vigtigt at være stærkt til stede i kommunerne og regionerne. Det er her rammerne for velfærden udfyldes, hvilket er afgørende for lønmodtagerne både som borgere og ansatte. Men det er også lokalt de forskellige politiske traditioner kommer tydeligst frem, så det er en svær proces. Flere steder vil bølgerne gå højt, men der er ikke nogen grund til at tro at, lønmodtagerne ikke også lokalt vil stå stærkere sammen. Nu skal man bare lige forme rammen, og sømmene bliver altså slået i frem mod årsskiftet.  

Om FH kan leve op til forventningerne vil tiden vise. Indtil videre har man ved Folketingsvalget i 2019 kunnet levere en samlet velfærdspolitisk forståelse på tværs af private og offentlige organisationer, hvilket også synes at gælde i forhold til de nuværende drøftelser af ”Arnes tur”. Under Coronaen har FH med Lizette Risgaard været i stand til at levere svære trepartsaftaler og dermed være med til at holde hånden under danske lønmodtagere.  

Det tegner således positivt, men det er klart, at det er på den lange bane, FH skal vise sit værd. Det handler om at rejse en bygning for kommende generationer. Og kun tiden vil vise, om organisationen er blevet for bred til at kunne bevare sin kampstyrke. Eller om den i bredden finder styrken til at varetage alle danske lønmodtageres interesser. 

Skriv et svar