2020 var et vigtigt overenskomstår. Før COVID19 var overenskomsterne på det private arbejdsmarket i gang. Aftalerne var begyndt at komme i hus men byggeriets sammenbrud truede. Så kom covid-19 og ændrede dagsordenen. Industriens og transportens aftaler dannede grundlag for de fleste udestående områder. Der landede derfor aftaler for 93 procent af de berørte FH-lønmodtagerelønmodtagerne, og de sidste blev samlet op af mæglingsforslaget. Det hele blev stemt hjem med stort flertal og en uset høj stemmeprocent.
Men hvad kan vi tage med videre andet end at overenskomst-parterne klemmer ballerne sammen i krisetider? Jeg vil pege på i hvert fald tre punkter.
FOR DET FØRSTE var det vigtigt, at parterne holdt fast trods stød udefra. På den måde demonstrerede de, at de kan lave aftaler og tage ansvar, også når det er svært. Og de sikrede stabile vilkår for virksomheder såvel som for lønmodtagere på det private arbejdsmarked. De sikrede et fastere grundlag for at gå ind i den række af trepartsforhandlinger, der lå i vente for at håndtere covid-19.
Inden den 11. marts var industriens og transportens områder brudt igennem med 3-årige aftaler. De afspejlede en sund økonomisk udvikling, hvor der var plads til at prioritere øgede indbetalinger på fritvalgskontoen samt uddannelse og arbejdsmiljø. Jeg har tidligere beskrevet, hvordan aftalerne gav et gennembrud for livsforløbsmuligheder i overenskomsterne.
Men med pressemødet den 11. marts ændrede alt sig. Økonomien så ikke længere sund ud, og pludselig blev almindelige arbejdskampvåben som demonstrationer, strejker og lockouts sat ud af kraft. Kunne man overhovedet fortsætte? Nogle mente nej, da man jo alligevel ikke ville kunne følge en eventuel konflikt til dørs. Andre mente, at nu skulle aftalerne lukkes, så uafklarede overenskomstforhold ikke forværrede situationen.
Konklusionen blev, at mæglingsmanden – opfordret af FH og DA – gav de sidste forhandlingsområder nogle dages forhandlingsfrist. Det ledte den 17. marts til et gennembrud på byggeområdet, og med de øvrige aftaler, der landede, kom man op på en aftaleprocent på 93 pct.
Dermed var det kun 40.000 lønmodtagere (bl.a. frisørerne, malerne, jernbaneområdet og ansatte i hotel og restauration), der skulle samles op af mæglingsforslaget.
Den danske model havde modstået et hårdt og helt uventet stød. Alle agerede ansvarligt og langsigtet. Faktisk var det kun én lille gruppe arbejdsgivere, der ikke bakkede op. I marts stemte et flertal af ejerne af landets tandklinikker som den eneste arbejdsgivergruppe nej til en ny overenskomst. Det gav ikke pæn omtale for samfundssind, og siden har HK Privat fået mange nye medlemmer blandt landets tandklinikassistenter.
Det overordnede billede var derfor, at lønmodtagersiden lykkedes med at få de gode resultater bredt ud til øvrige områder og dermed også lande det potentielt svære byggeområde. Tilsvarende fik arbejdsgiverne sikret faste rammer for den kommende svære periode. Der var en fælles forståelse af, at dette gav bedre og mere solide resultater for begge sider – og at det på den lange bane understøtter samarbejdet og den danske model.
Men det var ikke fryd og gammen, for nok landede byggeriet en overenskomst med en økonomisk flot ramme, men den store udfordring blev ikke løst. Social-dumping-dagsordenen blev udskudt. Og hvad værre er, forløbet frem til 11. marts tyder ikke på, at parterne selv kunne have håndteret dagsordenen under OK20. Området var på vej mod konflikt uden redskaber til at komme videre.
DERFOR ER MIT ANDET PUNKT, at en strukturel problemstilling som social dumping i høj grad må skæres til og håndteres mellem overenskomsterne. Hvis ikke parterne finder en måde at tale om problemstillingen på, får defineret en bane, hvor de på et tidspunkt kan lave et forlig, kommer forliset før eller siden.
Et væsentligt bidrag til at håndtere social dumping i overenskomsterne kan måske være at skille skæg for sig og snot for sig. Det, der handler om overenskomsten, må adskilles fra det, der reelt handler om lovgivning og myndighedshåndhævelse.
Fagbevægelsen og arbejdsgiverne må have en fælles interesse i at sikre, at der ikke finder ulovlig social dumping sted i Danmark, hvor danske skatteregler, arbejdsmiljø, arbejdsvilkår mv. dumpes. Det skaber urimelige konkurrenceforhold for danske virksomheder og et urimeligt og unfair pres på danske lønmodtagere. Der er behov for en klart styrket indsats for at løfte denne problemstilling, og her burde der være en interesse i at demonstrere handlekraft hos både fagforeninger, arbejdsgivere og politikere. Det handler ikke kun om lønmodtagernes løn, men også om fair konkurrenceforhold og utrygge danskere og vælgere.
Et andet beslægtet bidrag kan være at udvikle og udbrede en mere nuanceret forståelse af, hvad social dumping er. Det kan være i form af analyser af konsekvenser og udbredelse af social dumping. Men også undersøgelse af i hvilken grad og i givet fald hvordan det gør lønmodtagere utrygge som fx TRYG’s tryghedsmålinger indikerer.
DET TREDJE PUNKT, vi kan tage med fra OK21, er, at en fortsat fokus på inddragelse og medbestemmelse virker. Det har gennem en årrække været et erklæret mål for de fleste fagforeninger at få stemmeprocenterne op. Flere lønmodtagere skal deltage i afstemningen om deres overenskomster.
I OK20 stemte 57,3 pct. af medlemmerne, det er måske ikke på niveau med Folketingsvalgene, men det er faktisk den højeste stemmeprocent siden overenskomstforhandlingerne i 1973 – og der er tredje gang i træk, at stemmedeltagelsen stiger. Under OK17, hvor der var stor debat om resultaterne, stemte 51,3 pct. af medlemmerne, så de 57,3 pct er flot ikke mindst i lyset af covid-19. Det har været en succes båret frem af opsøgende indsats og digitalisering. Forbundene har nemlig over en bred kam digitaliseret afstemningsformerne og styrket telefonindsatsen frem mod OK20.
Den lidt bredere lære af opbakningen til afstemning er, at det kan lade sig gøre at inddrage medlemmerne i overenskomstprocessen og sikre legitime bredt forankrede beslutninger. Og hvis dette kombineres med bred dialog for eksempel til debatarrangementer, på medlemsmøder og på de sociale medier, er der rige muligheder for at styrke forbindelsen til medlemmer, ja, til alle danske lønmodtagere.
Når danskerne samtidig i så høj grad har vist samfundsengagement under covid-19, så bør det give grund til optimisme i fagbevægelsen. Danskerne er ansvarlige, og de kan engageres.