Kampen for minimums­normeringer var en moderne faglig kamp

VED FOLKETINGSVALGET I 2019 kom kravet om minimumsnormeringer i børneinstitutionerne på den politiske dagsorden. Pludselig var BUPL’s krav gennem mange år blevet et folkekrav, og hele fem partier havde det på deres løfteliste. Det kom da også med i den nye regerings forståelsespapir og på den første finanslov.Hvad var baggrunden for succesen, og hvad kan vi lære af BUPL’s kamp for minimumsnormeringer i forhold til at kæmpe medlemmernes sag?

Prioritering og tålmodighed

Mange ting skal falde på plads, før en sag får sådan et gennembrud som minimumsnormeringerne opnåede i 2019. Men en ting står klart. Det er meget usandsynligt, hvis ikke der er nogen, der vedholdende og meget fokuseret holder fast i dagsordenen. I den sammenhæng, må man tage hatten af for det nærmest ensporede fokus, BUPL i en årrække har haft på minimumsnormeringer.

Emnet kom på deres politiske dagsorden for over 10 år siden og har været klar topprioritet i hvert fald siden 2015. BUPL blev i offentligheden nærmest ensbetydende med kampen for minimumsnormeringer. Med et klart fokus, skarpe budskaber og hashtags som #minimumsnormeringernu, #HvorErDerEnVoksen og #tagbørnebrillernepå blev både BUPL og minimumsnormeringerne centrale i den politiske debat.

#TagBørnebrillernePå

Hvis du har set de lyserøde solbriller med det fikse hashtag, så har du garanteret tænkt: “Det er rigtigt, vi skal se det fra børnenes perspektiv. Der må jo være voksne nok til at tage sig af dem, der må være et minimum!”

Længere er den ikke. Med dette klare budskab om at se det fra børnenes perspektiv, og at vi har et fælles ansvar for børnenes velfærd, er en ren og klar tone slået an. Den spiller helt rent sammen med danskernes forståelse af vores velfærdssamfund og fællesskab. Det er ikke skingert, det er klart og tydeligt. I de fleste danskeres perspektiv helt rimeligt.

BUPL har sikret, at budskabet over årene er blevet bakket op af forskning fra SFI, saglige pædagogiske vurderinger og surveys blandt BUPL’s medlemmer, der viste, at de ikke oplevede at have mulighed for at være nok til stede for børnene. På den måde gik rimelighed, viden og pædagogernes oplevelser hånd i hånd for at dokumentere, at vi i Danmark kan være bedre til at sikre børnenes velfærd.

Elisa Rimpler (formand BUPL) og børne- og undervsiningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil. Foto: Elisa Rimplers Facebook-profil

Hvor er der en voksen?

Men minimumsnormeringer blev ikke bare endnu et punkt på den politiske dagsorden. Det endte med at blive en folkesag. Hvordan det?

BUPL’s politiske ledelse gjorde en kæmpe indsats på sociale medier, mange er formand Elisa Rimplers selfies sammen med politikere og meningsdannere med lyserøde briller. Utallige er opfordringerne til at tage dagsordenen alvorligt. Men fagtoppen kan ikke gøre det alene. Gennem hele forløbet gav BUPL deres egne debattører masser af plads. De var ikke centralt styret eller orkestreret, men blev opfordret og “nudget” til at være aktive både på sociale medier, i aviser og TV. Der opstod en hel undergrund af historier, hvor helt almindelige pædagoger fortalte, hvad det betyder for børnene i deres institution, at der ikke var minimumsnormeringer.

Nogle af historierne kom fra meningsdannede tillidsrepræsentanter, men mange kom fra helt almindelige pædagoger, der ikke var tilfredse med den måde, de tager sig af børnene på. Blandt andet begyndte pædagoger over hele landet under #MinNormering at lægge billeder op af sig selv med skilte, hvor de beskrev de reelle normeringer.

Det stoppede ikke her. Efter et par meget ubehagelige TV-dokumentarer opstod der en decideret folkebevægelse. Landet over begyndte forældre at gå på gaden og forældrebevægelsen “Hvor er der en voksen?” blev født. Det var en sand græsrodsbevægelse.

Op mod 100.000 gik på gaden til de mange demonstrationer op mod valget. Det var blevet en folkesag, som danskere ikke bare var enige i, forældrene gik endda på gaden. Op mod et valg går den slags ikke upåagtet hen.

Foto fra forældrebevægelsen Hvor er der en voksen

En fælles forståelse

Resten er historie. Minimumsnormeringerne kom med i den nye regerings forståelsespapir. Og den første finanslov lagde en køreplan for deres gennemførsel i regeringsperioden. Alt i alt en kæmpe politisk succes. Det er uomtvisteligt. Men nu er polemikken startet. Partierne konkurrerer om at tage patent på, hvad minimumsnormeringer skal være. Spørgsmålet er nu hvordan BUPL skal forholde sig til det uden at blive tamme forsvarer af forståelsespapiret.

BUPL skal naturligvis følge minimumsnormeringerne til døren. Men hvordan kommer de videre? Hvad er det næste projekt, kan de gentage successen? Efter samme overskrift?

Det er komplicerede spørgsmål, som jeg ikke skal foregive at kunne give alle svarene på.
Men det er sikkert, at BUPL med benhård politisk prioritering, klare, tydelige budskaber om fælles velfærd, god dokumentation og åbenhed over for interne og eksterne ambassadører har vundet en stor politisk sejr for børnene i Danmark, og ja, for pædagogerne.

Det er væsentlige forudsætninger for succesen, men måske også kimen til en udfordring de kommende år – for hvad nu? Kan BUPL holde sig højt på den politiske dagsorden og i danskernes bevidsthed?

Bragt på A4 Arbejdsliv den 26. april 2020.

Skriv et svar