Svigter lønmodtagerne fagbevægelsen? Eller fagbevægelsen lønmodtagerne?

af Jakob Sand Kirk og Rune Palm

I DENNE UGE kom FAOS, det danske arbejdsmarkeds kanoniserede videnscenter på Københavns Universitet, med en længe ventet temperaturmåling på organisationsgraden på det danske arbejdsmarked fra 2000 til 2018.

Selv om alle, der løbende nørder arbejdsmarked og fagbevægelse, ved, at dette har været en hård periode for den overenskomstbærende fagbevægelse, så var resultaterne så dramatiske, at forskerne bag undersøgelsen kalder den et wakeup-call for fagbevægelsen og politikerne.

Organisationsgraden er faldet fra 73 pct. i 2000 til godt 64 pct. i 2018. Organisationsgraden fortæller, hvor stor en andel af ledige og beskæftigede lønmodtagere, der har organiseret sig. Men selv om et fald på 9 procentpoint umiddelbart kunne se skidt nok ud, så viser rapporten, at realiteterne er meget værre.

For i denne opgørelse tæller også de ikke-overenskomstbærende fagforeninger med. Hvis man alene ser på de overenskomstbærende fagforeninger, så tegnes der sig et endnu mere alvorligt billede. Mellem 2000 og 2018 faldt andelen af medlemmer i overenskomstbærende fagforeninger med 16 procentpoint til 53.

DET BØR HELT SIKKERT være et wakeup-call for fagbevægelsen af flere grunde:

For det første bliver det sværere at organisere medlemmer, når organisationsgraden falder. Når organisationsgraden falder under et vist niveau, starter en negativ spiral og det bliver stadig sværere at organisere medlemmer. Denne effekt starter for alvor, når organisationsgraden når ned mellem og under 45-65 pct.

For det andet er organisationsgraden ikke den samme på alle brancheområder. Nogle områder har allerede betydeligt lavere organisationsgrad end 50 pct., og her kan man allerede tale om en negativ spiral, der kan være svært at komme ud af. Der er en fare for, at de udvikler sig til ”sorte huller,” hvor der ingen fagforeninger er til at sikre lønmodtagernes langsigtede vilkår. Det gælder typisk på serviceområder med mange unge, mange lavtlønnede og mange udlændinge. For at føje spot til skade er dette faktisk typisk de dele af erhvervslivet, der på bekostning af de bedre organiserede områder er i vækst.

For det tredje er organisationsgraden ikke ens blandt forskellige aldersgrupper. Selv om en del fagforbund faktisk er blevet bedre til at få de unge ind, har de fleste fagforbund stadig svært at fastholde dem. Derfor er organiseringsgraden typisk lavere blandt de unge end de lidt ældre, især hvis man kun ser på betalende medlemmer. Det er selvsagt et problem på sigt, hvis man ikke bliver bedre til at fastholde de unge, samtidigt med at det i nær fremtid bliver en udfordring med mange medlemmer, som går på pension.

For det fjerde er organiseringsgraden i fremtiden udfordret af stadig flere typer mindre faste beskæftigelsesformer. Stigningen i atypiske ansættelser kan indtil nu kun forklare en ganske lille del af det samlede fald i organisationsgraden, men udfordringen er stærkt sigende. Det bliver en fremtidig udfordring for fagbevægelsen at finde ud af, hvad man vil være på disse nye områder af selvstændige, freelancere og platformsansatte. Det også selv om der er indgået de første overenskomster med platforme og 3F arbejder for, at også wolt-bude bliver ansatte med rettigheder.

SÅ ORGANISATIONSGRADEN OG dermed lønmodtagernes styrke på arbejdsmarkedet er truet, men hvad kan man gøre ved det? Udviklingen de seneste år viser, at der kan gøres noget.

Fagforeninger, der bygger på en klart defineret faglighed, har en bedre medlemsudvikling end dem med en mere diffus base eller meget brede medlemsgrupper. Derfor er en vej frem at styrke arbejdet med fagligheden for eksempel i form af tilbud om hjælp til faglig udvikling til medlemmerne og fokus på de forskellige gruppers faglighed. Samtidigt skal der arbejdes med at definere nye fagligheder for nye uddannelsesområder og måske en mere kompetencefokuseret faglighed for de brede uddannelser.

De overenskomstbærende fagforeninger har med succes styrket indsatsen på skoler og uddannelser. Derfor er de begyndt at få flere helt unge medlemmer, imens de er under uddannelse. Desværre ser det ud til, at det er svært at fastholde de unge, når de kommer ud på arbejdsmarkedet og skal til at betale fuldt kontingent. Især hvor organisationsgraden allerede er lav og de gule er stærke på området.

Det er en selvstændig udfordring, hvis det faktisk er sådan, at de områder man er stærkest, er dem der mister terræn i erhvervsstrukturen. Derfor er det en særskilt udfordring at sikre fodfæste på nye erhvervsområder. På den helt overordnede klinge handler det om udvikling mod stadig mere service og mindre industri og landbrug. Men også inden for de enkelte områder sker der en udvikling, hvor dele af aktiviteterne så at sige flyttes ud og/eller ned i ”erhvervsfødekæden” og derved risikere at falde ud af den traditionelle organisering.

Faglighed, unge, nye områder er kodeord. Men også professionel tilgang til medlemstilfredshed, prissætning og ydelser må tages med i billedet
Jakob Sand Kirk og Rune Palm

ALT I ALT er det en stor udfordring den overenskomstbærende fagbevægelse står overfor i forhold til at organisere lønmodtagerne de kommende år. Men der er også muligheder. Faglighed, unge, nye områder er kodeord. Men også professionel tilgang til medlemstilfredshed, prissætning og ydelser må tages med i billedet.

Grundlæggende er der grund til optimisme. For vi står i en tid, hvor vi alle – sammen og hver for sig – har været under pres. Og i den corona-tid trak arbejdsmarkedets parter sammen, tog ansvar og leverede treparter, der sikrer både virksomheder og lønmodtagere. Det er et godt grundlag for fagbevægelsen at gå til lønmodtagerne med en fornyet opfordring til organisering.

Læs hele rapporten af Jens Arnholtz og Steen E. Navrbjerg på FAOS hjemmeside.

Artiklen er bragt på A4 den 25. februar 2021 her