Trist dag i DC
Jeg sidder på flyet efter en hektisk uge i USA, hvor jeg med en gruppe fra politik-, medie- og organisationsdanmark opsøgte politiske rallyets og eksperter i Pennsylvania og DC. Der tegnede sig et billede af et frustreret og polariseret politisk landskab hvor parterne skingert skriger af hinanden. Hverken demokrater eller republikanere vakler i deres tro på, at modparten er fjende af den almindelige amerikaner, den internationale orden og demokratiet.
Jeg har gennem lang tid skiftet mellem den rationelle analyse af meningsmålinger, der viste, at Trump meget vel kunne vinde og min følelse af, at det ikke kunne passe. Ville over halvdelen af amerikanske vælgere virkelig stemme MAGA? Ville de virkelig vælge den rablende, truende semikomiker, jeg så lørdag i en lufthavn udenfor Harrisburg. Eller ville den progressive, men distancerede generiske demokrat, jeg så til kæmpeshow med stjerner som Lady Gaga, The Roots og Ricky Martin i mandags i Philadelphia? Trump vandt. Både på valgmænd og vælgere. Amerikanerne har talt, frustrationen over hverdagens økonomi, mænd i kvindesport og utryg grænsehåndtering vandt over frygten for demokratiets undergang, fascisme og abortindskrænkning.
Aldrig har der været rejst så mange penge, banket på så mange døre, ringet til så mange vælgere. Til ingen verdens nytte. Men hvorfor egentligt ikke? Der ligger et stort erkendelsesarbejde i den kommende periode for amerikanerne. Hvem stemte på hvem? Hvad stemte de for og mod? Hvilken betydning havde de enkelte kandidater, emner og kampagner? Det er for tidligt at samle alt det op, men jeg vil her skitsere 6 elementer til forståelse af, hvorfor amerikanerne i stort tal stemte på Trump.
Hvad skete der?
Aldrig har der været rejst så mange penge, banket på så mange døre, ringet til så mange vælgere. Til ingen verdens nytte. Men hvorfor egentligt ikke? Der ligger et stort erkendelsesarbejde i den kommende periode for amerikanerne. Hvem stemte på hvem? Hvad stemte de for og mod? Hvilken betydning havde de enkelte kandidater, emner og kampagner? Det er for tidligt at samle alt det op, men jeg vil her skitsere 6 elementer til forståelse af, hvorfor amerikanerne i stort tal stemte på Trump.
Mænd i kvindesport
“She is for they/them, he is for you” er et slogan som fyldte meget i Trumpkampagnens tv-reklame. Det giver rigtigt god mening, hvis man skal tage mene stemningoplevelser for gode varer. De allerstørste bifald for politiske taler jeg hørte gennem ugen, var da Trump et par gange i sin halvanden time lange kaotiske tankestrøms-tale (en genre han selv beskriver som The Weave), lovede at stoppe mænds deltagelse i kvindesport. Irritationen over transgender dagsordenen, og hvad det betyder for mit liv og mine børn var simpelthen det, der bedst aktiverede deltagerne på de politiske møder. I øvrigt et fænomen vi af andre fik forklaret, hænger sammen med hjemsendelse under Corona i demokratisk ledede stater! Om emnet flyttede stemmer, må undersøgelser vise. Men det var helt sikkert følelsesmæssigt vigtigt for Trumps vælgere og blev et symbol på demokraternes distance til almindelige amerikaneres hverdagsproblemer.
Tre æbler og to bananer
Amerikansk økonomi er stærk, siger demokraterne. Inflationen er ikke højere end i Europa og amerikanske virksomheder har aldrig haft det bedre. Amerikanerne oplever bare noget andet. Benzinpriserne er høje og hverdagen dyr. Trump sagde det på den måde, at man efter Biden/Harris kun får 2 æbler for det man tidligere gav for 3. Og 2 bananer er er alt for dyrt, mente Trump! Sagen er, at Trump har ret. Dem vi mødte i køer, på gaden og i fagforeninger pegede alle på hverdagsøkonomi og benzinpriser. Demokraterne har været helt uden for skiven på den dagsorden. Fra et dansk perspektiv, hvor partier til venstre typisk er mere opmærksomme på de mindre bemidledes forbrugsevne end partier til højre, kan dette virke spøjst.
Grænseløs tryghed
Et andet emne, hvor demokraterne har været udenfor skiven er immigration. Antallet at immigranter er eksploderet og oplevelsen af usikkerhed og kriminalitet på den konto er vokset. Derfor gav Trumps meningsløse udsagn om “they are eating the cats, the dogs” faktisk mening. Det var en markering af, at man forstår utrygheden og vil gøre noget ved det. Og Vance har selv erkendt, at eksemplet måske er et fake meme, men problemet er “real”. Et meget håndgribeligt eksempel på denne utryghed, fik jeg fra en lokal fagforeningsleder, der mente, at Harris måske nok er bedst for fagbevægelsen, men ”jeg har jo også en datter”. Underforstået; det er farligt for hende med de alt for åbne grænser.
Loyalitetens pris
En fjerde søm i Harriskampagnens kiste var den historisk upopulære Joe Biden. Man lagde reelt aldrig afstand til ham eller hans upopulære resultater; inflation og grænsekontrol. Spurgt direkte, om hun ville have gjort boget anderledes end ham, svarede hun; “Not a thing that comes to mind”. Det er skidt, og hvem ved måske en bieffekt af, at Harris-kampagnen reelt var en direkte fortsættelse af Biden-kampagnen. Selv da Biden kaldte Trumps stemmer for “garbage”, var Harris meget forsigtig med at lægge afstand. Det var ellers en oplagt mulighed for lægge afstand til Biden og dermed nærme sig tvivlerne. (et lille Sister Souljah Moment).
Abort, abort
Et emne, demokraterne troede de havde kørende for sig, er abort. Det stod centralt i deres reklamer, rallyes og taler. Meningsmålinger har vist, at selv konservative kvinder ønsker at deres døtre kan bestemme over egen krop, og midtvejsvalget i 2022 pegede på emnets mobiliseringspotentiale. Desværre for demokraterne slog det ikke igennem ved valget, og øgede demokraternes andel blandt kvinderne, som de ellers havde sat deres lid til. Måske fordi det faktisk er op til staterne at beslutte reglerne på området. Og i vigtige svingstater er de reelle abort-forhold ikke blevet ændret.
Tilsvarende skred mange andre sikre bastioner som storbyer og minoriteter. Trump gik stort set frem over hele linjen.
Det flinke flertal
Deltagerne til Trump-rallyet var generelt gode folk. Flinke mennesker, der ikke lod til at være mobiliseret af Trumps snak om valgsvindel og angreb på modstandere. Men de gik ikke når han snakkede valgsvindel og skældte modstandere ud. De stemte på Trump. Nixons tavse flertal, der med udgangspunkt i sydens utilfredshed med borgerrettigheder og tidernes forfald er blevet til Trump flinke flertal, der med et smil af hans rablen og ond onkelhumor stemmer på hans køkkenbordsøkonomi og grænsekontrol garneret med stærk mand, anti-woke og udemokratiske undertoner. Men Harris-kampagnes modsvar om demokratiets forfald og Trumps fascisme bed simpelthen ikke på vælgerne, eller i hvert fald ikke så meget som benzinpriser. Måske har Peter Baker fra The New York Times ret i, at Trump bedre forstår amerikanerne? I hvert fald et flertal af dem? Måske er mange amerikanere trætte af udviklingen, faldet i realløn, stigende priser, at de ikke gider mere snak om politisk korrekthed og bare ønsker en der ”will fix it” – også selv om han er brovtende, uetisk og dømt.