
Flere og flere organisationer og virksomheder tænker og agerer professionelt i deres politiske interessevaretagelse. Men hvad er egentlig problemet, når det kommer til at få politisk gennemslagskraft? Hvordan får man sin sag til at slå igennem på Borgen eller borgmesterkontoret?
Gennem mit arbejde med politisk interessevaretagelse og strategisk kommunikation i en lang række organisationer og virksomheder har jeg identificeret fem elementer, der skal være til stede, for at du på den lange bane kan levere helstøbt politisk interessevaretagelse, der gør dine problemer til beslutningstagernes problemer.
Hvad er deres problem?
Al god interessevaretagelse starter med at sætte sig i beslutningstagernes sted. I skal svare på: Hvad er deres problem?
Hvis en sag skal bæres igennem, skal der være nok med interesse i at bære den – i Folketinget er det 90! Partierne er ikke valgt for at varetage jeres interesser. I skal forstå, hvordan I kan hjælpe dem. I skal ikke komme med jeres problemer. I skal komme med løsninger på deres problemer.
Derfor skal I meget nøje overveje, hvordan I mobiliserer beslutningstagere og meningsdannere nok, der har en interesse i at tage sagen til sig som deres problem. Hvad er deres motivation til at gøre det? Hvordan hjælper det dem politisk? Det skal I have klare svar på og tage udgangspunkt i. I skal være villige til at forme jeres problem, så det sætter dem i stand til at gøre det til deres problem.
Hvad er samfundsproblemet?
Det skal være en god sag. Ikke blot for jer. Jeres interessevaretagelse skal knytte an til et bredere problem for de aktører, I har dialog med, og for samfundet som sådant.
Det skal handle om at løse et fælles problem for offentligheden, for beslutningstageren og for din organisation eller virksomhed. Det er jeres opgave som interessevaretagere at være hjælperen eller facilitatoren, der tålmodigt hjælper alle interessenterne med at få løst et samfundsproblem.
Et veldokumenteret problem
I skal systematisk arbejde for at modne jeres sag, så den reelt bliver en god sag for dem, der kan og vil tage den til sig. En moden sag er velfunderet og løsningsorienteret. Men I kan ikke forvente, at nogen vil tage sagen til sig, hvis I ikke kan dokumentere dens konsekvenser. Der skal være et solidt fundament af analyse, der viser konsekvensernes omfang og omkostninger, samtidig med at der skal være mennesker og historier bag. Det er også vigtigt, at den har relevant folkelig opbakning og eller pressemæssig bevågenhed.
Så skal der være konkrete, realiserbare løsninger, der er mulige for dine samarbejdspartnere at bære frem. Ultimative løsninger og proklamationer er ikke interessevaretagelse. Det er ren kommunikation. Realiserbare løsninger på veldokumenterede fællesproblemer derimod.
Bagland, offentlighed og beslutningstagere
I arbejdet med den politiske interessevaretagelse er det vigtigt ikke at tænke for snævert på henvendelser og møder med politikere, embedsmænd og organisationer. I har som organisation eller virksomhed formentligt allerede en række forskellige medier og aktiviteter, der anvendt rigtigt kan styrke jeres politiske interessevaretagelse.
Det er vigtigt at tage et tværgående perspektiv, så I kan sammentænke jeres politiske interessevaretagelse med jeres øvrige udadrettede aktiviteter. For de skal spille i takt, ellers undergraver de hinanden. Spiller de derimod i takt og modsvares af, hvordan I løser jeres kerneaktivitet og engagerer jeres bagland, så kan der opstå en positiv synergi, hvor baglandets engagement, mediernes behandling og beslutningstagernes inddragelse går op i en højere enhed og bærer jeres sag igennem som et fælles problem.
Problemet vender tilbage
I får formentligt aldrig helt det, I håbede på. Men hvis I er dygtige, har dagsordenen flyttet sig, og der er nu bedre forståelse for jeres sag. Den er i lidt højere grad blevet et fælles problem. Dermed er grundlaget lagt for næste runde. For politisk interessevaretagelse er et gentaget spil.
Så brænd aldrig jeres broer, behandl både samarbejdspartnere og modparter godt og ærligt. Sats på langsigtede samarbejder og gensidig respekt. Alt hvad I gør, skal kunne tåle forsiden og familiefrokosten. Det er både det etisk rigtige og det pragmatisk kloge.
Lav ikke mågelobbyisme
Håndteres disse fem elementer professionelt og systematisk, har I som organisation eller virksomhed al mulig chance for at få politisk gennemslagskraft. For Danmark er et land, hvor politikere, medier og embedsfolk generelt er åbne og tilgængelige for alle aktører, der forstår den politiske og mediemæssige virkelighed og kender sin egen besøgelsestid. Men ikke, hvis I laver mågelobbyisme og flyver skrigende forbi, skider på samarbejdet og ikke tager medansvar for at finde realiserbare løsninger. I skal ikke komme med jeres problemer, men løse beslutningstagernes problemer.
Min anbefaling til alle jer, der derimod gerne vil tage ansvar, er: tag udgangspunkt i beslutningstagernes situation, vær systematisk, tænk langsigtet, vær fleksibel og løsningsorienteret og husk: det er et gentaget spil.
Dyk ned i Lobbyistens værktøjskasse: