Ny bestyrelsesuddannelse for foreninger og interesseorganisationer

Bestyrelsesuddannelse

Fire dage med certificering, målrettet bestyrelser, der er valgt og ikke udpeget. Kan tages af hele bestyrelsen eller som enkeltperson.

En bestyrelse i en forening eller interesseorganisation er valgt, ikke udpeget. Den skal have politisk legitimitet hos medlemmerne og bærer samtidig et juridisk ansvar. Den arbejder ofte frivilligt og skal finde balancen mellem generalforsamlingens mandat, medlemmernes forventninger og den daglige ledelse.

Det er en anden opgave end at sidde i bestyrelsen for en virksomhed. Alligevel bygger mange bestyrelseskurser på erhvervslivets logik. Derfor har Jon Thorlacius Krog, Erik Harr og jeg udviklet en bestyrelsesuddannelse, der tager udgangspunkt i de demokratiske organisationers vilkår.

Fire dage, tre spor

Uddannelsen består af fire undervisningsdage. Jon står for jura og formalia, Erik for samarbejde og ledelse, og jeg står for strategi og organisation. Mellem modulerne arbejder deltagerne med tre små opgaver om deres egen bestyrelse. På fjerde dag samler de opgaverne til en analyse og et konkret forslag til, hvad bestyrelsen kan gøre anderledes. Alle får diplom efter certificeringen.

Stærkest, når hele bestyrelsen er med

En bestyrelse bliver ikke nødvendigvis stærkere af, at de enkelte medlemmer hver for sig bliver dygtigere. Den bliver stærkere, når medlemmerne har samme forståelse af opgaven, taler samme sprog om ansvar og roller og er enige om retningen.

Derfor tilbyder vi uddannelsen som et samlet forløb for hele bestyrelsen. Vi tilrettelægger det efter jeres kalender og med afsæt i jeres egne vedtægter, jeres strategi og jeres mødeform. I arbejder med jeres egne udfordringer i et fortroligt rum, og I slutter med en fælles handlingsplan, som hele bestyrelsen står bag.

Forløbet passer især til en nyvalgt bestyrelse, en bestyrelse foran en strategiproces og en bestyrelse, hvor samarbejdet eller arbejdsdelingen ikke fungerer, som den skal.

Eller som enkeltperson

Vi udbyder også uddannelsen som åbent forløb. Her deltager du sammen med bestyrelsesfolk fra andre organisationer. Det giver mulighed for at se sin egen bestyrelse udefra og lære af andres erfaringer. Første hold forventes i 1. kvartal 2027.

Vil du vide mere?

Ring til mig på 61 55 15 77. Du kan også skrive til jakob@sandkirk.dk.