Industriens område landede søndag den første aftale i OK20. Dermed har industriens parter nået en vigtig milepæl i arbejdet for at sikre nye aftaler for 600.000 ansatte på det private arbejdsmarked. De har dermed også med tydelighed demonstreret, at OK20 ikke er OK18.
FORHANDLERNE PÅ DET PRIVATE område tror helt grundlæggende på aftaler. De er ikke i tvivl om, at de hver især, lønmodtager- såvel som arbejdsgiverrepræsentanter, når de bedste resultater, hvis de når frem til en aftale med deres modpart.
Det er ikke fordi, de ikke vil bruge deres magtmidler, strejke eller lockout, men det er ikke hovedsporet. Det er midler, man tyer til for at komme tilbage på sporet.
Så konflikter kan bestemt være nødvendige, hvis modparten ikke er forhandlingsparat, men målet er og bliver en aftale. Så selv hvis konfliktvåbnene drages, er man hele tiden opmærksom på, hvordan man kan opnå en fredsaftale. For gennem aftaler opnår man holdbare og langsigtede resultater. Hvis andre skal ind og mægle eller ved lov fastlægge en løsning, så er den usikker og dyr, er forståelsen.
Overenskomster handler ikke om opgør eller lærestreger, men om at aftale hvordan man forbedrer forholdene på danske arbejdspladser. Og ja en gang imellem skal strejke- og lockoutvåbnene slibes
Jakob Sand Kirk, strategisk rådgiver
DERFOR ØNSKER FORHANDLERNE at bygge på tillid. Forhandlingsparterne på det private område investerer tid i at opbygge relationer til hinanden, så de, selvom tålmodigheden er tyndslidt ud på de sene forhandlingstimer, stadig kan finde en vej frem. Dårlige personlige relationer må ikke stå i vejen for en aftale, er tilgangen. Derfor skal der være tillid mellem forhandlerne og deres embedsmænd, og der skal være helt klare og aftalte rammer om forløbet. Et ord skal være et ord. Og det skal være afstemt, hvad og hvornår forskellige emner forlader forhandlingsbordet.
Forhandlinger på det private arbejdsmarked foregår nemlig som udgangspunkt ikke i det offentlige rum. Hvilket mange forhandlere på det private område nok i det stille sind synes, at OK18 i alt for høj grad gjorde. Parterne er enige om, at de skal være i stand til at teste ideer og bøje enderne mod hinanden, uden at det straks bliver tweetet eller delt på forligsinstitutionens trappesten.
Når det er sagt, så er der også denne gang en forståelse af, at man skal længere frem på mediebanen. Vi har da også set en række fagforeningsledere gå ud i medierne og forventningsafstemme. Og efter industriens gennembrudsoverenskomst var de på pletten på de sociale medier. Der skal være dialog og kommunikation, men i de relevante faser og den rette dosering, er forståelsen.
FOR KNASTER SKAL HØVLES, ikke pudses i mediernes spotlys. Sådan er logikken, når man er enig om, at også når bølgerne går højest, er målet at finde en fælles landingsbane i en aftale, både lønmodtagere og arbejdsgivere kan se sig selv i. Overenskomster handler ikke om opgør eller lærestreger, men om at aftale hvordan man forbedrer forholdene på danske arbejdspladser.
Og ja en gang imellem skal strejke- og lockoutvåbnene slibes. Helst uden at gøre unødvendig stor skade, forstås det. Det er i den ramme, forhandlerne på det private arbejdsmarked ser sig selv.
Analyse bragt i A4 Arbejdsliv den 11. februar 2020.